Konsekvenserne af langvarigt skolefravær er enorme. For samfundet, for de forældre, der ofte ikke kan passe deres arbejde på fuld tid, men vigtigst for de børn og unge, der er så psykisk plagede, at de ikke magter at komme i skole.
På Center for Skolevægring, der er en del af Behandlingsskolerne, oplever vi et stigende antal børn og unge er i så alvorlig mistrivsel, at de har haft skolevægring i op til flere år.
Det rammer de unge hårdt. De mister tilknytning til sociale fællesskaber, går glip af vigtig social interaktion og risikerer at miste muligheden for at få en afgangseksamen.
Det koster dyrt. På de unges selvværd, men også på muligheder for at få et godt og stabilt ungdoms- og voksenliv med uddannelse, arbejde og selvforsørgelse.
Særligt har langvarigt fravær i de ældste klasser store konsekvenser. Jo højere skolefravær eleven har i afgangsklasserne, jo lavere sandsynlighed er der for, at eleven starter på en ungdomsuddannelse eller får Folkeskolens afgangsprøve, og risikoen er, at de, trods en stor hjælpeindsats, ikke kan nå at tage deres afgangseksamen.
Det gør vi noget ved.
Derfor sætter vi særligt fokus på at skabe en individuelt tilrettelagt undervisningsform, så vi kan tilbyde elever på 9. – 10.klassetrin, der har langvarigt skolefravær, en undervisning, hvor de kan træne i at komme tilbage i skole og/eller gennemføre Folkeskolens afgangseksamen.
Projektet, der er et supplement til vores skolers klasseundervisning, vil have udgangspunkt i undervisningslokaler i vores skolebygninger, blandt andet på HC Ørstedsvej 47 på Frederiksberg, og vil være en ekstraordinær håndsrækning til de elever, der ikke kan profitere fagligt eller tidsmæssigt af et formelt skoletilbud.
Ifølge Jonas Wolthers, der varetager den skolefaglige ledelse, er der tale om et håndholdt undervisningstilbud til de elever, der har brug for en hurtig indsats for at få en afgangseksamen, og mulighederne er mange:
”I det nye undervisningsmiljø har vi både fokus på faglig undervisning og eksamener, men også på at skabe et miljø, hvor der er mulighed for at arbejde med andre skolekompetencer som social ageren, skift mellem fag, planlægning af sin dag og deltagelse i undervisning med andre elever,” siger han og fortsætter:
”Der er tale om et projekt, hvor eleven kan øve sine skolefærdigheder, og derefter få ressourcer til at indgå i klassefælleskabet på skolerne eller kan hjælpes videre til andre skoletilbud. Samtidig er det også et projekt, hvor der er mulighed for at færdiggøre sin 9. eller 10.klasse med en afgangseksamen, og på den måde undgår at komme mere bagud i sin ungdomsliv.”
Undervisningen varetages af fem faguddannede lærere, og før eleven indgår i projektet bliver der lagt en individuelt tilpasset plan, så muligheden for succes er størst muligt.