Velkommen til
Projektskolen

Rødovre

Om Projektskolen

Projektskolen er et dagbehandlingstilbud, hvor målgruppen er børn og unge med ADHD, adfærdsforstyrrelser, autisme og angstproblematikker.

Mange af eleverne har udfordringer i form af selvregulering, uhensigtsmæssig adfærd og modstand mod den ordinære indlæringsform i klasselokalet, og nogle af eleverne kan have en udadreagerende adfærd.

For alle eleverne er det gældende, at de rigtig gerne vil indlære, men på grund af nederlag og flere skoleskift har de mistet både motivationen og troen på egne kompetencer.

Projektskolens elever indgår i en skolehverdag, hvor fokus er på tiden efter grundskolen. Det betyder at Projektskolen har stort fokus på vejledning ved intern UU-vejleder, og at eleverne gennem praktikker stifter bekendtskab hvad tiden kan bringe efter grundskolen.

Vores
Elever

Vores elever har store potentialer, der med den rette kombination af formel og kreativ undervisning og behandling kan føre dem på vej til et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv.

Vores børn og unge

  • kan indskrives fra 7. til 10. klassetrin
  • kan have komplekse psykiatriske problematikker
  • har typisk flere samtidig fremkommende diagnoser og problematikker
  • kan have forstyrrelser i deres tilknytningsmønstre, og har brug for ekstra støtte til at danne relationer
  • kan have nedsat selvværd og selvtillid
  • har behov for et særlig tilrettelagt skoletilbud
  • profiterer af en høj grad af voksenstøtte gennem hele skoledagen
  • profiterer af små klassemiljøer og alternativ undervisning.
Undervisning
Fuld fagrække til alle

Undervisningen på Projektskolen foregår på et højt fagdidaktisk niveau, understøttet af en målrettet special- og socialpædagogisk behandling ud fra den enkelte elevs behov.

Som en del af skolen DNA foregår en høj del af skolens undervisning som projektbaseret læring, hvor fagene, bliver gjort praktiske og relevante for eleverne.

Undervisningen kan både foregå i et klasselokale, faglokaler, i vores værksted eller være kombineret med bevægelse. For alle elever er det gældende, at der arbejdes intensivt mod folkeskolens afgangsprøver.

Gennem mange års erfaring på området, samt løbende evaluering og udvikling af vores tilbud, kan vi tilbyde skræddersyede tilbud svarende til den enkelte elevs behov og hertil matche med relevante faggrupper og/eller personlighed.

Vi står gerne til rådighed for en kvalificeret vurdering og anbefaling inden en aftale indgås, og vi lægger vægt på en grundig visitationsproces for at sikre et målrettet arbejde til gavn for barnet/den unge.

Det overordnede mål for indsatserne er, at barnet/den unge senere trygt kan blive inkluderet i mindre indgribende tilbud og samtidig tilegner sig strategier til fremadrettet at kunne trives i skolemiljø både fagligt og socialt.

Behandling
Ledet og gennemført af psykologer

Eleverne tilbydes støttende samtaler eller egentlige forløb ved en psykolog. Målet er at sikre en kontinuerlig miljøterapeutisk tilgang til eleven gennem dagen med social guidning, støtte til at falde ind i skolens strukturer, meningsfuldt samvær med voksne, rammesætning og udvikling gennem samtale med gode rollemodeller.

Projektskolen
Krogsbækvej 11
2610 Rødovre
Skoleleder
Jacob Meden
Ledende psykolog
Maja Johannesson