Velkommen til
Fyrtårnet

Vanløse

Om Fyrtårnet

Fyrtårnet er en dagbehandlingsskole for normaltbegavede børn og unge med vanskeligheder inden for autismespektret. Derudover har eleverne sidediagnoser og problematikker, der gør, at de udvikler sig bedst i et særligt tilrettelagt skoletilbud, hvor behandling prioriteres højt. 

Fyrtårnet ligger i Vanløse med gode transportforbindelser og med grønne områder ved Damhussøen lige i nærheden. Vi har gode idrætsfaciliteter, legeplads og egen svømmehal på skolen. Derudover har vi faglokaler til alle naturvidenskabelige fag, fitnesslokale, teknologirum med 3D-printere, værksteder og lokaler forbeholdt praktisk musiske fag. Ved skolestart får hver elev sin egen arbejdsplads med computer. 

I klasseværelserne har eleverne egne faste pladser, og der står et stort fællesbord i midten. Vores skolemiljøer afspejler elevernes alder, udviklingstrin og interesser. Vi har åbne rum til fællesskab og hjørner til individuel fordybelse. Og vi justerer løbende rammerne med blik for vores aktuelle elevers særlige behov. 

 Vi ser sund kost og ernæring som en naturlig del af vores tilbud. Derfor serverer vi hver dag en sund og varm frokost i vores kantine, ligesom der er morgenmad til de elever, som ønsker det.

Vores
Elever

Vores elever har store potentialer, der med den rette kombination af undervisning og behandling kan føre dem på vej til et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv. 

Fyrtårnets børn og unge 

  • går på 0. til 10. klassetrin 
  • er normaltbegavede har vanskeligheder inden for autismespektret 
  • har evt. ADHD, oppositionel adfærdsforstyrrelse, angst, spiseforstyrrelse, OCD eller PTSD 
  • kan være udadreagerende 
  • kan være selvskadende 
  • har behov for en individuel og skræddersyet behandlingsindsats 
  • trives bedst i et miljøterapeutisk tilbud, hvor rammer, relationer og interventioner understøtter elevens udvikling 
  • har behov for at skole, hjem og andre aktører samarbejder tæt 
Undervisning
Fuld fagrække til alle

På Fyrtårnet opfylder vi de samme krav til fag, timetal, læringsmål, elevplaner, afgangsprøver og test, som almene folkeskoler gør. Hvis eleverne går her i 9. klasse, er det vores mål at give dem en fuld afgangseksamen. 

Små klasser og høj normering
Vi har høje ambitioner på vores elevers vegne. For at sikre, at vores elever skaber gode faglige resultater, tilrettelægger vores lærere, pædagoger og psykologer hver elevs undervisningsforløb ud fra den enkeltes individuelle behov, kompetence og niveau.  

Vi har en høj normering af medarbejdere, der alle har stor erfaring med elevernes problematikker. I udskolingen øger vi klassestørrelsen for at forberede vores elever på de krav og rammer, der vil møde eleverne i livet efter skolegangen på Fyrtårnet. 

Behandling
Ledet og gennemført af psykologer

Vi vægter en tillidsfuld relation mellem vores elever og de professionelle voksne, fordi vi ser denne relation som en af grundstenene for vores elevers trivsel og evne til at lære.  

På Fyrtårnet har hver elev en behandlingsansvarlig psykolog. Psykologen leder og gennemfører i tæt samarbejde med pædagoger, lærere og evt. tilknyttet sundhedspersonale den enkelte elevs behandling. I behandlingen fokuserer vi på at styrke elevernes evne til at lære og på at give dem værktøjer og strategier, som giver dem selvværd, tro på egne evner og mulighed for at få et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv.

Behandlingen består af: 

  • individuelle samtaleforløb med eleven 
  • individuelt forældresamarbejde og inddragelse af elevens netværk 
  • gruppeforløb for elever og gruppeforløb for forældre 
  • supervision og vejledning af medarbejdere  
Fyrtårnet Vanløse
Linde Allé 51
2720 Vanløse
Skoleleder
Bjørn Messell
Ledende psykolog
Konst. Tanja Arrild Overgaard
Socialtilsyn 2023
Socialtilsyn 2021
Undervisningstilsyn 2023
Brochure om Fyrtårnet