Velkommen til
Fortuna

Vanløse, Stenløse, Virum, Østerbro

Om Fortuna

Fortuna er en dagbehandlingsskole for børn og unge med komplekse psykiske problematikker på alle klassetrin. Eleverne har diagnoser og udfordringer, der gør, at de udvikler sig bedst i et skoletilbud med fokus på intensiv psykologfaglig og miljøterapeutisk behandling.

På Fortuna tilpasser vi undervisning og sociale rammer til den enkelte elev, og vi prioriterer altid den enkelte elevs individuelle behov for behandling for at skabe en positiv skoleoplevelse.

Vores mål er, at eleverne opnår personlige, faglige og sociale fremskridt, som gør dem i stand til at trives i mindre indgribende miljøer. Ledelsen på Fortuna-skolerne består af en skoleleder og en ledende psykolog, der sammen med resten af personalegruppen sikrer den helt rette balance i tilgangen til den enkelte elevs behandling og undervisning.

Vores
Elever

Selvom vores elever kan have de samme diagnoser, er de forskellige og har forskellige behov. Men fælles for vores elever er, at de har store potentialer, der med den rette kombination af undervisning og behandling kan føre dem stærkt på vej til en positiv og stabil skolegang og et værdifuldt voksenliv.

Vores børn og unge 

  • går i 0. til 10. Klasse
  • har typisk særdeles komplekse psykiske problematikker
  • har ofte flere samtidigt forekommende diagnoser og problematikker
  • har behov for høj grad af voksenstøtte igennem skoledagen
  • har behov for små klassemiljøer og høj grad af afskærmning
  • har behov for et individuelt tilrettelagt skoletilbud
  • har typisk været i et eller flere andre specialtilbud, før de kommer til os
  • er evt. skolevægrende: nogle har været 100 % skolevægrende i flere år, andre har været delvist skolevægrende i måneder
  • har evt. været dag- eller døgnindlagt i psykiatrien, før de kom til os
  • har evt. et forløb i psykiatrien, mens eleven går hos os, enten genudredning eller medicinsk behandling
Undervisning
Fuld fagrække til alle

På Fortuna tilbyder vi undervisning i alle fag, med kompetente linjefagsuddannede lærere. For at sikre elevernes faglige succes tilpasses undervisningen til den enkelte elevs behov, kompetencer og niveau af vores lærere, pædagoger og psykologer.

Derudover opfylder vi de samme krav til fag, timetal, meddelelsesbog, prøver og tests, som den almene folkeskole gør. Hvis eleverne går her i 9-10. klasse, er det vores klare mål at give dem en fuld afgangseksamen.

Små fællesskaber og tæt støtte
Vi stræber efter at skabe en skoledag, der ligner en normal skoledag for eleverne. Undervisningen prioriteres i fællesskab med andre elever i små klasser med højst 9 elever, typisk færre. Der er en høj voksennormering, og vores personale har stor erfaring med relationsskabelse og at imødese elevernes behov, give tæt støtte, og tilbyde individuel afskærmning, hvis nødvendigt.

Vi inkluderer eleverne i samfundet gennem ture til idrætsfaciliteter, museer og vores egen besøgsgård ved Holbæk. Målet er, at eleverne kan vende tilbage til mindre indgribende tilbud og deltage i folkeskolens prøver med succes.

Behandling
Ledet og gennemført af psykologer

Vi vægter en tillidsfuld relation mellem vores elever og de professionelle voksne, fordi vi ser denne relation som en af grundstenene for vores elevers trivsel og evne til at lære. Mange af vores elever har oplevet flere skoleskift og undervejs mistet tilliden til lærere, pædagoger og psykologer. Derfor er det afgørende for elevens positive udvikling, at vi skaber meningsfulde relationer.

På Fortuna har hver elev en fast behandlingsansvarlig psykolog, der arbejder sammen med pædagoger, lærere og sundhedsfagligt personale for at styrke elevernes evne til at lære, opbygge selvværd og udvikle værdifulde strategier og færdigheder, så de kan få et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv. Eleverne har individuelle samtaler med deres psykolog for at håndtere udfordringer som skolegang, social interaktion og koncentration.

Vi arbejder med små mål, evaluerer regelmæssigt og tilpasser vores tilgang for at sikre kontinuerlig udvikling. Vores psykologer er tilgængelige hele skoledagen, deltager i hverdagen og vejleder lærere og pædagoger. Vi samarbejder også tæt med sundhedssektoren og deltager i netværksmøder om eleverne.

Vi tilbyder hvert skoleår gruppeforløb dels til elever, dels til forældre. Forløbene er målrettet den aktuelle elev- og forældregruppe, og fokus kan være fx sundhed og bevægelse, kropsbevidsthed, følelsesregulering (Agresseion Replacement Training, ART) eller forældrestrategier.

Behandlingsarbejdet er forankret i kognitiv adfærdsterapi – både de individuelle samtaleforløb, vores gruppeforløb og vores pædagogiske og miljøterapeutiske tilgang.

Forældresamarbejdet er afgørende for elevens udvikling og trivsel, og vi arbejder derfor tæt sammen med vores elevers familier omkring deres behandling og skolegang. Gennem psykoedukation og løbende vejledning giver vi forældrene en dybere forståelse for barnets psykiske udfordringer og behandling.

Vi inkluderer gerne bedsteforældre, søskende og støttepersoner for at skabe en helhedsorienteret støtte til barnet. Derudover tilbyder vores faste sygeplejersker og sundhedsplejersker ekstra hjælp og vejledning til elever og familier, der har særlige somatiske behov. Dette giver mulighed for en omfattende og helhedsorienteret indsats til vores elever og deres familier.

Behandlingen består af: 

  • individuelle samtaleforløb med eleven
  • individuelt forældresamarbejde og inddragelse af elevens netværk
  • gruppeforløb for elever og gruppeforløb for forældre
  • psykologisk supervision og vejledning af lærere og pædagoger miljøterapi
Fortuna Vanløse
Linde Allé 49
2720 Vanløse
Skoleleder
Daniel Bendixen
Ledende psykolog
Stine Frøsig Østergaard
Fortuna Stenløse
Skolevej 10
3660 Stenløse
Skoleleder
Morten Pejter Roitmann
Ledende psykolog
Maja Johannesson
Fortuna Virum
Virumgårdsvej 21
2830 Virum
Skoleleder
Tobias Andersen
Konst. Skoleleder
Kim Kold
Ledende psykolog
Helle Reiselbach Madsen
Fortuna Østerbro
Lersø Parkallé 109
2100 København
Skoleleder
Julie Andersen
Ledende psykolog
Konst. Vicky Spurré
Socialtilsyn 2023 for Fortuna Østerbro
Socialtilsyn 2021 for Fortuna Østerbro
Undervisningstilsyn 2022 for Fortuna Østerbro og Vanløse
Undervisningstilsyn 2023/2024 Fortuna Østerbro
Undervisningstilsyn 2023/2024 for Fortuna Vanløse (anmeldt og uanmeldt)
Undervisningstilsyn 2024 Fortuna Stenløse
Undervisningstilsyn 2023 for Fortuna Stenløse
Undervisningstilsyn 2023 for Fortuna Stenløse
Undervisningstilsyn 2024 for Fortuna Virum
Undervisningstilsyn 2023 for Fortuna Virum (uanmeldt)
Undervisningstilsyn 2023 for Fortuna Virum (anmeldt)
Brochure om Fortuna Virum
Brochure om Fortuna Stenløse
Brochure om Fortuna Østerbro
Brochure om Fortuna Vanløse