Velkommen til
Barometeret

Islands Brygge

Om Barometeret

Barometeret er en dagbehandlingsskole for sårbare børn og unge med nedsat kognitivt funktionsniveau og psykiatriske diagnoser som autisme. Elevernes diagnoser og udfordringer gør, at de udvikler sig bedst i et skoletilbud med fokus på intensiv psykologfaglig og miljøterapeutisk behandling. På Barometeret tilpasser vi undervisningen og de sociale rammer til den enkelte elev, og vi prioriterer altid den enkelte elevs individuelle behov for behandling for at skabe en positiv skoleoplevelse. Alt dette foregår i en struktureret hverdag, der fremmer den enkelte elevs udvikling. 

Vores mål er, at eleverne opnår personlige, faglige og sociale fremskridt, som gør dem i stand til at trives i mindre indgribende miljøer. Ledelsen på Barometeret består af en skoleleder og en ledende psykolog, der sammen med resten af personalegruppen sikrer den helt rette balance i tilgangen til den enkelte elevs behandling og undervisning.
 

Vores
Elever

Vores elever har store potentialer, der med den rette kombination af undervisning og behandling kan føre dem på vej til et værdifuldt og selvforsørgende voksenliv. 

Vores børn og unge 

  • kan indskrives fra 0. til 10. klassetrin 
  • har et nedsat kognitivt funktionsniveau 
  • har komplekse psykiatriske problematikker 
  • har typisk flere samtidig fremkommende diagnoser og problematikker 
  • har typisk en særlig sårbarhed og er udfordrede på deres sanseapparat 
  • har forstyrrelser i deres tilknytningsmønstre, og har brug for ekstra støtte til at danne relationer 
  • har nedsat selvværd og selvtillid 
  • har behov for et særlig tilrettelagt skoletilbud 
  • profiterer af en høj grad af voksenstøtte gennem hele skoledagen 
  • profiterer af små klassemiljøer og en høj grad af afskærmning 
Undervisning
Fuld fagrække til alle

På Barometeret tilbyder vi undervisning i alle fag, som varetages af kompetente lærere. For at sikre elevernes faglige succes tilpasses undervisningen til den enkelte elevs behov, kompetencer og niveau af vores lærere og psykologer. 

Derudover opfylder vi de samme krav til fag, timetal, meddelelsesbog, prøver og tests, som den almene folkeskole gør. Hvis eleverne går her i 9.klasse, er det vores klare mål at give dem en fuld afgangseksamen. 

Undervisningen foregår i små klasser med maksimum otte elever, og vores lærere, pædagoger og psykologer tilpasser undervisningen individuelt ud fra hver elevs behov. Vi har en høj voksennormering, og vores personale har bred erfaring med elevernes udfordringer. 

Vi tager eleverne med på ture til idrætsfaciliteter, museer og vores egen besøgsgård ved Holbæk for at træne sociale færdigheder i det offentlige rum. 

For elever, der oplever skolevægring eller har særlige behandlingsbehov, tilbyder vi en målrettet indsats, der starter med opsøgende voksenkontakt og mindre, beskyttede grupper i hjemmet. Denne indsats kræver en individuel vurdering og er adskilt fra det almindelige skoletilbud. 

Behandling
Ledet og gennemført af psykologer

Barometeret tilbyder en integreret indsats bestående af undervisning, socialpædagogik og behandling. Behandlingen omfatter både en pædagogisk og en psykologisk indsats. Vores elever har en særlig psykisk sårbarhed, og tryghed og forudsigelighed er derfor nødvendigt, for at de kan trives og udvikle sig fagligt. Derfor vægter vi en tillidsfuld relation mellem vores elever og de professionelle voksne. 

Vi styrker evnen til at lære
Hver elev har en behandlingsansvarlig psykolog, der arbejder tæt sammen med pædagoger og lærere for at forbedre elevernes evne til at lære og giver dem strategier og værktøjer, der øger deres selvværd og muligheder for at få et godt og selvforsørgende voksenliv.   

Eleverne har individuelle samtaler med deres psykolog for at håndtere udfordringer som skolegang, social interaktion og koncentration.  

Vi arbejder med små mål, evaluerer regelmæssigt og tilpasser vores tilgang for at sikre kontinuerlig udvikling. Vores psykologer er tilgængelige hele skoledagen, deltager i hverdagen og vejleder lærere og pædagoger. Vi samarbejder også tæt med sundhedssektoren og deltager i netværksmøder om eleverne.  

Den pædagogiske behandling omfatter træning af sociale og daglige livsfærdigheder. Vi tilbyder også målrettede gruppeforløb for elever og forældre med fokus på forskellige emner som sundhed, bevægelse og følelsesregulering. Vores tilgang er baseret på kognitiv adfærdsterapi og integreres i vores arbejde med eleverne.

Vi arbejder tæt sammen med hjemmet
Forældresamarbejdet er afgørende for elevens udvikling og trivsel, og vi arbejder derfor tæt sammen med vores elevers familier omkring deres behandling og skolegang. Gennem psykoedukation og løbende vejledning giver vi forældrene en dybere forståelse for barnets psykiske udfordringer og behandling.  

Vi inkluderer gerne bedsteforældre, søskende og støttepersoner for at skabe en helhedsorienteret støtte til barnet. Derudover tilbyder vores faste sygeplejersker og sundhedsplejersker ekstra hjælp og vejledning til elever og familier, der har særlige somatiske behov. Dette giver mulighed for en omfattende og helhedsorienteret indsats til vores elever og deres familier. 

  • individuelt forældresamarbejde og inddragelse af elevens netværk 
  • individuelle samtaleforløb med de elever, der er i stand til det 
  • gruppeforløb for elever og gruppeforløb for forældre 
  • psykologisk supervision og vejledning af medarbejdere 
Barometeret
Leifsgade 33 5. sal
2300 København
Skoleleder
Trine Christensen
Ledende psykolog
Merete Nørøxe
Socialtilsyn 2023
Socialtilsyn 2022
Undervisningstilsyn 2022
Brochure om Barometeret