Skoleborgmester på besøg på Behandlingsskolerne

Del

Jakob Næsager, der er Konservativ børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, var torsdag sammen med sin personlige assistent på besøg på Behandlingsskolerne for at få mere viden om vores arbejde med nogle af de børn, der har det psykisk allersværest.

Borgmesteren er stærkt optaget af at gøre Københavns Kommune til landets bedste børnekommune, og under sit besøg fik han et indgående indblik i, hvordan skolerne Fyrtårnet og Fortuna Vanløse, der begge er en del af Behandlingsskolerne, arbejder.

På Fortuna Vanløse fortalte ledende psykolog Stine Frøsig Østergaard levende om, hvordan elever med langvarig skolevægring, autisme og ofte en række tillægsdiagnoser kan hjælpes tilbage til en tro på og mulighed for egentlig skolegang.

Eleverne er børn og unge, der har en autisme diagnose, ofte med komorbiditet, hvor angst, ADHD, OCD og andre neurolidelser spiller ind, som i årevis er blevet udsat for krav de ikke kan honorere, hvilket har fået dem til helt at ryge ud af skolesystemet.

På Fortuna Vanløse bliver de  mødt af et højt specialiseret tilbud, hvor psykologisk behandling baner vejen for, at de senere kan modtage mere traditionel undervisning i blandt andet engelsk, dansk og samfundsfag og alt fra undervisningens indhold, elevrummenes udformning til den undervisningsmæssige eksponering bliver tilpasset hver enkelt elevs udfordringer og behov.

Fortsættes under billedet

Ledende psykolog Stine Frøsig Østergaard, fra Fortuna Vanløse, gav børne- og ungdomsborgmester, Jakob Næsgaard, en grundig indsigt i arbejdet med nogle af de børn, der har det psykisk allersværest.

 

Succes med afgangseksamen

En del af drøftelserne med skoleborgmesteren handlede om at fastholde et godt samarbejde mellem Københavns Kommune og Behandlingsskolerne, så eleverne, når de er klar til at blive udsluset til mindre indgribende tilbud, kan blive visiteret til det rette kommunetilbud.

Fra Behandlingsskolerne deltog Kaspar Dalsgaard, der er chef for kategori 2 skolerne og adm. direktør, Signe Flindt.

Signe Flindt gjorde blandt andet borgmesteren opmærksom på sin bekymring over det stigende antal henvendelse hun har registreret på Behandlingsskolernes døgnåbne vagttelefon.

Her kan forældre og elever ringe, hvis de har et akut problem, og i en længere periode, har vi oplevet flere og flere henvendelser fra børn og unge, der har det psykisk meget skidt, nogle suicidal truede, og hun forklarede at vores det er endog særdeles vanskeligt at få børn og unge med voldsomt ondt i livet indlagt på landets psykiatriske afdelinger, fordi der ikke er pladser nok.

Noget af det, som både borgmesteren og Behandlingsskolerne er særligt optaget af, er at sikre, at også børn og unge med psykiske udfordringer får rammerne og mulighederne for at tage en fuld afgangseksamen for at få det bedst mulige udgangspunkt til at få et liv i selvforsørgelse, og her er Behandlingsskolerne og den kommunale almenskole vigtige samarbejdspartnere.

På Behandlingsskolerne lykkes det i stor stil at hjælpe eleverne til en afgangseksamen. 73 pct. af vores elever gennemførte i sidste skoleår en fuld afgangseksamen, hvilket er markant højere end på landets øvrige specialskoler.

Skole- og ungdomsborgmester Jakob Næsager gav udtryk for at mødet havde været særdeles lærerigt og han takkede for det store arbejde som medarbejderne gør på Behandlingsskolerne.