Af Martin Hoffmann Kønig
Det kan lyde som en lidt speciel åbning til en artikel om, hvordan Behandlingsskolernes overvægtsambulatorium har haft gode resultater med at hjælpe en gruppe svært overvægtige unge til vægttab, der holder.
Men sundhedsplejerske Susan Ørbæk, der igennem de seneste to år været tovholder på Behandlingsskolernes overvægtsambulatorium, slår hurtigt fast, at nøglen til succes, blandt andet, har været at korrigere det klassiske succeskriterium, der kunne vejes og måles i antal tabte kilo til i stedet at handle om overordnede livsstilsændringer, baseret på de unges reelt oplevede motivation, for så sker der noget nær magi.
”Det her forløb har været målrettet en gruppe børn og unge med psykiske udfordringer, hvor andre fagprofessionelle kan opleve opgaven særligt udfordrende af forskellige årsager som tid, erfaring, muligheder etc. At ændre adfærd er i sig selv svært, og når man så har en række psykiske udfordringer med i bagagen, så er det kun endnu sværere. Samtidig er sociale ressourcer, familieudfordringer, økonomiske problemer og en masse andet ofte en ekstra hæmsko for at få ført nye vaner ud i livet,” siger hun.
At en ekstra indsats på området er nødvendig kunne Behandlingsskolernes sygeplejersker hurtigt forvisse sig om, når de holdt sundhedstjek af eleverne på en af de 14 skoler.
En tendens, der underbygges af en ny sundgedsprofil fra Statens Institut for Folkesundhed, der har kortlagt børnenes udvikling, trivsel og sundhed i hovedstadsområdet. 13,5 procent af børnene i indskolingen er overvægtige i 2021/2022 og ved udskolingen var problemet kun endnu større med 16,5 procent overvægtige børn.
Ifølge ledende overlæge i børnesygdomme Jens-Christian Holm, der er leder for Enheden for Overvægtige Børn og Unge på Holbæk Sygehus, og hvis arbejde har været faglig inspiration for overvægtsambulatoriet, er der mellem 150.000 – 200.000 børn med overvægt i Danmark.
Noget, der kommer med alvorlige helbredsrisici. Fedtlever, forhøjet blodtryk, kolesterol problemer, søvnapnø og forstadier til type 2-diabetes er fysiske risikofaktorer og på den psykiske front risikerer svær overvægt at bringe mobning, ensomhed og lavt selvværd med sig.
Motivation skal komme indefra
Susan Ørbæk kan nævne flere eksempler på succesrige forløb på samlebånd, men særligt tre drenge har gjort et stort indtryk.
Den første dreng er i dag 14 år, har autismeudfordringer. Da han for under et år siden begyndte i vægtambulatoriet, var hans BMI 33,5 og er nu faldet til 30. Hans fedtprocent er ligeledes faldet fra 39 til nu 32. I sig selv flotte tal, men det vigtigste ligger i de nye vaner han har tillagt sig.
”Da vi begyndte, talte jeg meget med ham om han ville fokusere på vægt eller motion. Han valgte det sidste, og går nu til basketball. Det er der succesen ligger, siger hun og fortsætter:
”Det, der har været virkningsfuldt, har været, at jeg har skabt en relation til børnene ved at holde hyppige små seancer over teams. Det kunne være 10 min. ad gangen, først en gang om ugen, så en gang hver anden uge og til sidst en gang om måneden. Det her er en gruppe unge, der har mange stimuli at forholde sig til hver dag. Det vigtigste har selvfølgelig været, at de havde overskud til at passe deres skole, og derfor har vi også mødtes efter skoletid, og jeg har kunne støtte dem i selv meget små ændringer i deres adfærd.”
Susan understreger vigtigheden af at etablere tillidsfulde relationer og fokusere på individuelle mål snarere end standardvægttab, og når drengene spørges til, hvad det vigtigste har været for dem, så lyder svaret fra dem alle tre, at det har været at få det bedre med sig selv.
Når man spørger tre af drengene om, hvordan de fik skubbet dårlige vaner ud med gode og sunde, så lyder svarene i samme boldgade.
”Det hjalp meget, at jeg ikke blev behandlet som et barn. I stedet blev jeg en del af snakken, og fik lov til selv at sætte mål og fokus der, hvor jeg synes der skulle ske noget.”
”Det betyder alt, at jeg har været medbestemmende.”
”At være medbestemmende har betydet alt, for jeg reagerer ikke godt på at blive ”beordret” til at gøre noget bestemt.”
I løbet af kort tid har det været tydeligt for Susan Ørbæk, at de unge har fået selvtillid sat ind på den mentale konto.
”En af drengene havde meget langt hår, da han begyndte forløbet. Det var som om han brugte håret til at gemme sig, men nu, hvor han er blevet bevidst om hvilke livsstilsændringer og mere bevidst om sig selv har det båret mere selvtillid med sig – blandet andet er han blevet kortklippet, har rejst sig mere op og har fået en hel anden udadvendt udstråling.”
Succes skal visualiseres
Vægtambulatoriets deltagere er typisk drenge med autisme, og Susan er helt med på, at der skal noget særligt til, for at få de livsforbedrende ændringer ind i drengenes mentale kasser.
”Når jeg har målt og vejet dem, så går jeg ind i et system, der hedder børnekurver, hvor jeg kan vise dem, hvilke positive forandringer de har taget. De kan godt blive lidt nørdede med tal, og så er det vigtigt at sætte procenter og tal på, for det er ikke altid nok at jeg siger de klarer det flot. Det er meget vigtigt at jeg ikke fortæller dem, hvad de skal gøre, men giver dem muligheder for at vælge. Når en ung starter i et forløb hos os, så begynder vi med at cleare de fælles mål, og det skal være mål som de selv kan ændre på. Hvis en af de unge har gået en kilometer, så handler det om at sige: nej, hvor er det flot, at du har gået en kilometer. Og da, der var en af drengene, der fortalte, at han havde svært ved at gå, fordi det gjorde ondt i hans fødder, så hjalp vi ham til at blive undersøgt hos en fodlæge. Det viste sig rent faktisk, at han havde problemer med fødderne, og han fik nogle nye sko han kunne gå med uden smerter.,” siger hun.
At der er tale om ganske alvorlige vægtproblemer vidner historien hos en 16-årig dreng om. Da han begyndte på vægtambulatoriet, vejede han 146kg., og da han fik svar på sine blodprøver, var ingen i tvivl om, at det var alvorligt.
”Jeg sagde til ham, at det selvfølgelig var hans valg, men at det, set fra mit sundhedsprofessionelle udgangspunkt var nu han skulle foretage drastiske ændringer. I dag vejer han 119 kg., og ved godt, hvad der skal til for at holde fast i den udvikling.”
Susan Ørbæk slår fast, at en vigtig pointe af forløbet er, at det er helt afgørende at få de unge til selv at definere om deres succes skulle måles på vægttab eller de positive ændringer de kan mærke i deres krop og psyke.
De tre drenges svar deler sig lidt i begge lejre.
”Jeg har ikke meget fokus på udseende, og kunne faktisk ikke se forskel, før jeg så billeder fra før mit vægttab. Derimod har jeg haft mere styr på tal, for jeg tænker mange ting i mit liv som tal og matematik. Så det at se grafer og aflæse tal har helt sikkert betydet meget for mig.”
”At mærke bedring med mig selv og min krop.”
”At se et vægttab har virkelig været motiverende. Også det at kunne fokusere på det i etaper har hjulpet. Det at blive vejet og se at vægten var faldende, så kan man glædes over det at kunne ”lukke den dør,” og fokusere på næste etape.”
Fuld dækning for det faglige indhold
Før vægtambulatoriet slog dørene op for deltagere, var Behandlingsskolernes sygeplejersker på uddannelse i ”Holbæk modellen,” fra Holbæk sygehus. Susan Ørbæk har derudover mange års erfaringer med vægtforløb i kommunalt regi.
Efter 15 aktive forløb er hun er ikke i tvivl om, at der er faglig basis for at kunne konkludere, hvad det er der virker når unge mennesker med psykiske udfordringer skal hjælpes til blivende vægttab.
Selvom projektet stadig er ongoing, har resultaterne været lovende. Flere unge har opnået både vægttab og vedvarende livsstilsændringer og Susan understreger, at succesen skyldes en kombination af relationer, tillid og faglig viden.
”En del af succesen handler om at fokusere på få ændrede vaner ad gangen. På den måde bliver det nemmere at kunne mærke og identificere succesen. Det er vigtigt, for det her er jo børn, der tidligere har oplevet en del nederlag. ”Noget af det vigtigste er, at vi som fagpersoner skal være autentiske over for de her elever: Når du siger til dem, at du tror på dem, så skal du også vise det, og hvis de vil spise et stykke pizza om aftenen og i stedet dyrke noget mere motion, så gør de det, og der er ingen grund til at blive bange for, at de taber det de lærer igennem forløbet. Forleden talte jeg med en af drengene, der sagde til mig, at han lige nu ikke havde overskud til at holde fast i de ændrede vaner. Med sindsro kunne jeg sige til ham, at det ikke gør noget, for det han skal gøre, er gemt i hans hjerne, og han kan altid hente det frem igen. Nogle har sagt til mig, at de ikke troede på, at de kunne tabe 30 kilo. Nej, det kan da godt være, men man skal jo starte et sted. Det har jeg hele tiden troet på, og det kan de mærke”
Vægtambulatoriet er for alle behandlingsskolernes elever med svær overvægt. Vi oplever dog at der er større succes når eleverne er nået teenageårene, og det giver ifølge Susan Ørbæk rigtig god mening.
”Min erfaring er, at det er rigtig godt for eleverne, hvis de først starter i en alder, hvor de gerne selv vil bestemme. Hvis man er otte år, er effekten på livsstilsændring ikke lige så stor, for så er det mor og far der bestemmer. Børn i teenagealderen er perfekte, fordi de selv gerne vil bestemme og på den måde bliver de bedst til at ændre vaner.”
Familien er ultravigtig
Susan Ørbæk påpeger vigtigheden af forældreinddragelse og af at forstå det familiemiljø eleven er i. Hun understreger behovet for at skabe et trygt rum, hvor familier kan diskutere udfordringer og finde løsninger sammen.
”Jeg har arbejdet med adfærdsændringer hos børn og familier hele mit arbejdsliv, og overvægt er det sværeste område fordi det også handler om den kultur de er vokset op med. Det er helt afgørende, at vi får inddraget mor og far, fordi det ikke kun er eleven der skal motiveres.”
Overvægt er et område, der nemt fyldes med tabuer og bare det at skulle tage hul på en snak om, hvordan det er at være den tykke i familien, kan være svært, men er nødvendigt.
”Vi havde en elev, der aldrig spiste sammen med sin familie. Han spiste om natten, og han spiste ikke det samme sted som resten af familien. Han stod op om natten for at spise, og han skammede sig. Der er det så vigtigt at gå ind i de svære snakke, men også at se på om der mangler regulering af medicin eller psykiatriske udfordringer der skal afklares. Det er det vi kan, for vi kan levere hele pakken,” siger hun.
En del af de elever, der har begyndende vægtproblemer opfanges ved sundhedssamtaler ude på skolerne, hvor Behandlingsskolernes sygeplejersker vejleder og guider. Det interne overvægtsambulatorium er udelukkende for de elever, der lider af svær overvægt og her er de tværgående tilbud som samtaler, vejledning, lægebesøg og motivationsfastholdelse vigtigere end opskrifter.
Når Susan Ørbæk skal sætte ord på, hvor succesen ligger, så nævner hun gentagne gange det individuelle fokus på eleven og dennes familie. Det at føle at man bliver taget alvorligt, og muligheden for at få en palette af muligheder for handling, er den formel, der virker.
”De her familier har mange flere opskrifter i skufferne end jeg kan skaffe. Det er slet ikke opskrifter det handler om, men derfor nægter jeg selvfølgelig ikke at give et godt råd baseret på min store faglighed. Hvis en forælder siger, at det er hårdt at skrælle gulerødder hver dag, så kan de jo købe dem frosne og komme i en gryde. Det er meget vigtigere at tale om det tryghedstab, der er forbundet med vægttab. Maden skal jo erstattes af noget andet. Derfor kan vi jo sagtens tale om T-tallerken modellen, hvor halvdelen af tallerkenen er med grøntsager, den kvarte er med kød proteiner og resten er med grønt, og en snak om fysiologiske måder at vænne mavesækken til at skrumpe ind. Der er så mange faglige individuelt tilpassede muligheder vi kan tilbyde familierne, hvilket vi er stolte af at have som indsats til vores elever og familier med overvægt.