De vidste det allerede før klokken ringede til første skoledag. Deres søn ville ikke kunne passe ind i Folkeskolens rammer, men først efter en stenhård og mangeårig kamp kunne Lene og Anders Beier igen opleve deres søn gå fløjtende i skole.
Tænk ikke at turde komme hjem. Ikke fordi, der venter et dårligt parforhold eller grimme regninger, men fordi den ene af ens sønner har det så skidt, at man ikke ved, hvad man kommer hjem til eller hvilke beskeder, der ligger klar fra skolen.
Sådan havde Anders Beier det i flere år. Han og hans kone Lene Beier er begge kendte fra TV, begge er aktive mennesker, der har bagagen fuld af ressourcer, men de har på den hårde måde lært, hvor nedbrydende det er, at være forældre til et barn, der lider fordi det er psykisk sårbar og har brug for en hjælp, der er rigtig svær at finde frem til.
Den ene af deres to sønner var alt for sårbar og psykisk skrøbelig til at finde sig til rette i Folkeskolen. Selvom det var tydeligt fra første skoledag, så skulle der gå otte års hård kamp, før sønnen kom på rette hylde på en af Behandlingsskolernes 14 skoletilbud. Det har sat sine mentale spor hos ægteparret, men også givet dem en stor lyst til at kæmpe for at vejen til det rette tilbud for psykisk sårbare børn, bliver nemmere at finde for andre.
”Der er som sådan ikke noget galt med Folkeskolen, men det er en form for kasse, som ikke alle børn passer ind i. I Folkeskolen skal alle børn være enten trekantede eller runde, men der er altså nogle børn, der har en anden form, og de kan ikke finde en plads i Folkeskolen. Vores søn endte konstant i konflikter, blev moppet og kunne ikke indgå i klassen. Han havde hele tiden følelserne uden på tøjet, og det endte med, at han levede for weekenderne, som han tilbragte under dynen. Han blev syg af at gå i skole, og endte i skolevægring,” siger Lene Beier.
Lene og Anders` historie er en fortælling om utallige møder med skole og kommune, hvor alle ville det bedste for sønnen, men få vidste, hvor de rette tilbud skulle findes. Og netop det, at skulle manøvrere og grave sig gennem regler, muligheder, økonomi og søgen efter egnede skoletilbud, samtidig med, at man har en søn, der oftere og oftere tænkte på, hvordan han kunne gøre ondt på sig selv, har sat sine spor.
”I stedet for at sige. Der er så og så mange tusinde børn med massiv skolevægring. Det koster samfundet så og så mange penge, som vi ikke har, så burde man tænke helt anderledes. Man bør anskue børn og unge som noget af det vigtigste for et samfund at investere i. De er ikke en udgift, der skal afholdes hvert år, men de har en værdi i sig selv, og deres mentale tilstand er værd at investere i,” siger Anders Beier.
Lene Beier er landskendt tv-vært. Hun har adgang til de fleste danskeres dagligstuer, og så er hun uddannet folkeskolelærer. Hun kender til sine børns rettigheder og hun ved, hvor hun skal presse på. Men når hun ser tilbage på de mange års kamp for at få den rette hjælp til sin søn, så er tegningen af et liv i frustration tegnet klart op.
”For os, som for de fleste forældre i vores situation, stod vi tilbage med billedet af, at alle gerne ville hjælpe. Men de vidste ikke hvordan. Der manglede en plan for, hvordan og hvor vores søn kunne få den rette støtte og hjælp,” siger hun og fortsætter:
”Vores søn var i en desperat situation. Han var i mistrivsel, alle var enige om, at han skulle have hjælp. Men ingen vidste, hvor den kunne fås. Vores søn havde det så skidt, at han løj sig til sygdomme eller låste sig inde på skolens toiletter for at slippe for det pres, det var at gå i skole. Vi havde en søn, der ofte havde tanker om, at han ikke ville være her mere. Det var en frygtelig tid for ham, og for os.”
Alle har lov til at være i et fællesskab
Dette kunne være en trist og sort fortælling om en dreng i nød, der aldrig fik hjælp. Men det er det ikke.
Lene og Anders` søn fik hjælp – til sidst – og i dag er det en forandret søn, der kommer fløjtende hjem fra skole.
”Vi har fået en helt ny dreng, der er glad for at gå i skole, og bare det, at han har fået lærere, der fortæller ham, at det er dejligt, at han er i klassen. Det ændrer så utrolig meget til det bedre, ” siger hun.
Han går på en af Behandlingsskolernes skoletilbud, og det har givet særligt Lene Beier et overskud til at kaste sig ind i kampen for at hjælpe andre familier i samme situation. Hun er blevet frivillig ambassadør for Askov Fonden, der udvikler sociale løsninger, for mennesker der er udsatte.
Lene Beier er ikke i tvivl om, hvad der skal til for, at langt flere børn fik hjælp hurtigere.
”For de fleste forældre til et sårbart barn, er problemet, at de ikke ved, hvad de skal stille op. Der mangler simpelthen en plan for, hvordan og hvor man kan få hjælp. Systemet er for svært at gennemskue, og det betyder, at det det desværre stort set kun er de forældre, der evner at råbe højest, der får den rette hjælp til deres børn. Når man har et barn, der lider af skolevægring, er det helt afgørende med den rette hjælp. Når et barn har fået en diagnose i dag, så ved ingen, hvad der så skal ske. Men det er ikke rimeligt. Alle børn har ret til at være en del af et fællesskab, og når de ligger derhjemme og ikke kan komme i skole, så er det afgørende at forældrene får information om, hvor de skal henvende sg for at få hjælp,” siger hun og fortsætter:
”Systemet hænger ikke sammen, for når et barn får en diagnose, burde det også udløse hjælp til at finde ud af, hvilken behandling barnet skal have, og hvor det kan få det. Præcis på samme måde, som hvis man brækker et ben, har gigt eller får sukkersyge. Det gør det bare ikke i dag, og det betyder, at forældre kommer til at stå tilbage i afmagt. Udover det er forfærdeligt for de ramte børn, så er det også dyrt for samfundet. Ingen regner på, hvad det koster samfundet i mistrivsel hos både det berørte barn, men også dets klassekammerater og deres søskende samt for forældrene, der skal have tabt arbejdsfortjeneste (i 2020, fik forældre til børn med diagnoser, der ikke kan komme i skole, udbetalt 1,46 milliarder kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Kilde Danmarks Statistik og DR).”
Anders Beier slår fast, at han på ingen måde fortryder, at de tog kampen for deres søn, også selvom det har været voldsomt opslidende for hele familien.
”Vores søn har i den grad fået det bedre. Han er et helt andet barn i dag, og han har ikke haft det bedre i mange år. Der er for mig at se ikke tvivl om, at det, at han er kommet på Behandlingsskolerne, har gjort at hans liv og fremtidsmuligheder er blevet væsentligt forbedret,” siger han.
Hjælpen findes, men den er svær at få øje på
Lene og Anders Beier slår fast, at de ikke på nogen måde kritiserer folkeskolelærerne, men at de på samme måde som det findes i det voksenpsykiatriske system og det somatiske hospitalssystem, efterlyser en drejebog for, hvad man kan gøre, når ens barn ikke passer ind i Folkeskolen, og har fået en diagnose.
”Jeg har ikke noget imod inklusion i Folkeskolen, men jeg har noget imod, når det bliver en spareøvelse, der går ud over sårbare børn. Det, vi har oplevet på Behandlingsskolerne, er, at det, at der er så mange psykologer, og at lærerne formår at skabe det rum og den tid og ro som eleverne har brug for, gør, at de kan trives og kan hjælpes tilbage i Folkeskolen. Jeg synes det er helt tosset, at man først kan få lov til at blive henvist til en behandlingsskole, efter, at alle andre muligheder er udtømt i det almindelige skolesystem. I hvert fald i de situationer, hvor alle lærerne i den almene skole godt ved, at det ikke nytter noget bare at fortsætte her. Det, vi har mødt, har været et system, hvor alle var søde og rare, men hvor det virkede som om, det var vigtigere at få krydset de rette flueben af, end finde den korrekte hjælp, hurtigst muligt,” siger Anders Beier.
Og Lene Beier supplerer med en ærgrelse over, at det offentlige system ikke er bedre til at dele oplysninger om, hvor hjælpen kan fås.
”Jeg tror, at 90 procent af forældrene til børn med skolevægring ikke aner, at der findes et sted som Behandlingsskolerne. Og det er jo ikke rimeligt, for vi ved for vores egen søn, at det er muligt at få et barn i trivsel, hvis bare han får de rette mestringsværktøjer, bliver draget ind i et fællesskab og ikke hele tiden skal slås med en følelse af at være forkert. Efter, at vi har stået frem med vores søns historie, har vi fået mange henvendelser fra forældre i samme situation. Og de er alle dybt frustrerede over, hvor svært det er at finde den rette hjælp. Det er lidt paradoksalt. Alle ved, hvor den nærmeste hjertestarter er, men de aner ikke, hvordan de kan få hjælp til deres børn, når de lider,” siger hun.
Omkostningerne som familie, der kæmper for sit barn, er store, og hvis ikke man har et fleksibelt arbejde og et meget stærkt ægteskab, kan det være svært at holde sammen på familien.
”Det mest opslidende er, at man ser sit barn lide. Det er en byrde, man ikke kan løfte fra dets skuldre, uanset hvor gerne man end vil. Det jeg godt kunne have brugt, var en slags hotline, hvor man kunne få konkret information fra systemet. Et sted, hvor man kunne få en tidshorisont på, hvornår man kan forvente hjælp. Som det er i dag, så står man i en situation, som man ikke ved om der nogensinde er hjælp til at håndtere, og det er et helvede at være i,” siger Anders Beier.