Gry har haft en lammende svær skoletid, hvor psykiske udfordringer har holdt hende fra fast skolegang. Men et afsluttende skoleår på skolen Polaris, blev et afgørende vendepunkt.
Af Martin Hoffmann Kønig
Tre år er virkelig lang tid at have det dårligt, særligt når man kun er 13 år gammel. Sådan er en del af 16-årige Grys historie.
I dag er hun en livlig, smilende og veltalende ung kvinde, der går i gymnasiet, men for få år siden så tingene helt anderledes ud for hende.
”Da jeg var 12 år gammel, stoppede jeg helt med at gå i skole, fordi jeg havde det rigtig, rigtig skidt. Da jeg blev 13 år, blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling på Glostrup Sygehus, og jeg var ikke i stand til at gå i en normal skoleklasse. Da jeg var 14 år, fik jeg diagnosen svær depression, der senere blev suppleret med Asperger, angst og ADHD, og jeg kom på en dagbehandlingsskole, hvor tingene ikke rigtig blev bedre,” siger hun.
I næsten tre år gik Gry slet ikke i skole. Hun kunne ikke, og når hun ser tilbage, er det med en knugende fornemmelse af at have spildt kostbart ungdomsliv.
”Det meste af tiden lå jeg bare i min seng og kunne ingenting. Tre år uden at gå fast i skole er virkelig lang tid. Jeg var heldig, for jeg havde nogle gode veninder, der holdt fast og kom og besøgte mig. Men jeg kunne ikke lave noget, og det var en meget ensom tid.”
Da Gry fyldte 15 år, kom hun på skolen Polaris, der er en del af Behandlingsskolerne, og så gik tingene stærkt, denne gang i en positiv retning.
”Jeg havde isoleret mig i tre år, og havde været så frygtelig ensom, og så kom jeg til en skole, hvor alt var nyt og jeg blev kastet ud i sociale sammenhænge jeg ikke havde prøvet før. Men det hele føltes så trygt på Polaris, og jeg kunne mærke, at jeg var landet et sted, hvor jeg kunne tro på, at jeg ville blive grebet, hvis det gik galt. Det gjorde, at jeg turde lade mig presse og jeg begyndte stille og roligt at lære bare at være i verden igen,” siger hun.
Alle er her af en årsag
Noget af det, der står stærkest i Grys oplevelse af Polaris var fornemmelsen af at høre til og af ikke at være anderledes selvom man har det svært.
”Noget af det helt særlige ved Polaris er, hvor åbent folk taler om deres udfordringer på en meget faktuel måde. Når man for eksempel fortalte, at man havde en dag, hvor man var særlig deprimeret, så var der næsten altid en anden, der havde det på samme måde, så det var egentlig ikke noget specielt. Alle er på skolen af en årsag, og man behøver ikke være bange for at dele sin historie. Jeg vidste altid, at de andre elever forstod, hvad det ville sige at have udfordringer og lærerne var eminent dygtige til at give støtte,” siger hun og fortsætter:
”Jeg havde et skoleslip på omkring tre år, så der var meget rent fagligt jeg skulle indhente. Men det lod sig gøre, fordi lærerne på skolen virkelig var dygtige til at justere på undervisningen, så den passede til mig. Det gjorde det bare så undervisningstrygt, at jeg hurtigt kom efter det faglige.”
Gry ved godt, at hun på nogle områder har en livsopfattelse og har interesser som ikke er flertallets.
”Da jeg begyndte på Polaris var det med sådan en wauw oplevelse, for lige pludselig var jeg del af et ungdomsliv, hvor jeg kunne spejle mig selv. Jeg fandt en gruppe unge på min egen alder, der talte om de samme ting som mig. På min tidligere skole var der også nogle på min egen alder, men mentalt var vi slet ikke på samme alder. Den måde folk på Polaris opfatter verden på, var bare spot on i forhold til min måde at se verden på. Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg ser nok verden på sådan en Asperger ADHD-agtig måde. Det var en oplevelse jeg kunne tage med mig til gymnasiet, hvor jeg godt kan se, at jeg skiller mig ud,” siger hun og fortsætter:
”Det er ikke noget jeg kan forklare, men der er bare en distance mellem mig og de andre elever. Hvis jeg ikke havde gået på Polaris, så tror jeg, det ville have været vildt hårdt at skulle forholde sig til, men nu ved jeg bare, at det ikke er mig, der er problemet. Jeg passer bare ikke ind med alle andre. Til gengæld ved jeg, for det oplevede jeg på Polaris, at der er en gruppe mennesker, jeg klikker med og hvor jeg føler mig accepteret, men det gør jo ikke, at de andre er forkerte.”
Drømmer stort for fremtiden
Grys historie er imponerende på mange parametre. I høj grad også de faglige. På grund af sit massive skolefravær, har hun ikke en 9.klasses eksamen, men tog på Polaris afgangseksamen i 10.klasse, og blev optaget på gymnasiet.
”På Behandlingsskolerne får man meget hjælp, og hvis man bliver for stresset, har man mulighed for at trække sig og slappe af. Sådan er det jo ikke på et almindeligt gymnasium, så jeg var lidt usikker på, hvad jeg skulle vælge. Men jeg ville gerne prøve, for at se hvad jeg kunne, men jeg havde også det mindset, at hvis det blev for hårdt for mig, så ville jeg droppe ud og tage en Hf-eksamen i stedet,” siger hun og fortsætter:
”Fagligt går det godt i gymnasiet. Socialt er det lidt vanskeligere for mig, og jeg kan godt mærke, at der er en distance mellem mig og de andre. Det eneste jeg overvejer at ændre på, er at skifte til en HTX (som er en gymnasielinje med fokus på teknologi og naturvidenskab, red.), hvor eleverne er kendt for at være lidt mere nørdede typer, for jeg har fundet ud af, at det er dem, jeg klikker bedst med”
Gry er ikke i tvivl om, at hun fra tiden på Polaris har fået opbygget en mængde selvtillid, og at hun blot skal sikre sig, at hun er et sted, hvor hun passer ind.
Hun har fået bevilget efterværn otte gange med en lærer fra Polaris, og det giver sikkerhed og tryghed i en verden fyldt med ukendte mennesker og oplevelser.
At have psykiske udfordringer er ikke en hæmsko for et selvforsørgende voksenliv, og videregående uddannelse er naturligvis en del af mulighederne, og Gry er heller i tvivl om, at hun tør drømme stort for fremtiden.
”Når jeg er færdig med gymnasiet, så tænker jeg at tage på DTU og læse videre til ingeniør eller arbejde med produktion af bioteknologi. Jeg er nok lidt fagligt nørdet, men det er det meste af min familie.”