Elevernes eget nej er helt ok

Del

En kropsstor fyr lægger hænderne om 17-årige Lærkes hals, han klemmer. Ikke hårdt, ikke voldeligt, men fordi en selvforsvarsinstruktør har sagt, at han skal. Lærke er ikke i tvivl om, hvad hun skal gøre for at slippe ud af hans greb.

Med snilde fingre og en klar teknisk fornemmelse for, hvad der skal til for at fjerne de truende hænder om hendes hals, gør hun sig selvsikkert fri.

Hun er til Krav Maga, en højt profileret selvforsvarsgren, der udover at have ry for at være skabt til brug for nogle af verdens hårdeste soldater, også er en unik kombination af teknik og hjælp til øget psykisk robusthed.

Hver tirsdag har Lærke og hendes klassekammerater fra 10.klassepå skolen Polaris Vanløse, en del af Behandlingsskolerne, gået til Krav Maga, og det har været lidt af en øjenåbner.

”Det har været et virkelig fedt projekt, hvor vi er kommet meget tættere på hinanden i klassen, og så har jeg fået værktøjer til at kunne sige fra. Det har egentlig overrasket mig, hvor brugbare de ting vi har lært, er. Det er vildt at mærke hvor magtfuld man bliver, når man får teknikker til at få magt over en situation, uanset hvor truende den kan være. Bare det at vide med sig selv, at det er helt ok at sige fra, når tingene ikke er i orden, er meget virkningsfuldt,” siger hun.

Fortsættes under billederne

Egne grænser er helt afgørende for eleverne

Skolens ledende psykolog, Lærke Ammitzbøll Bogh, fortæller at projektet med selvforsvar har haft en klar dagsorden:

”Mange af eleverne på Polaris har svært ved at kende egne og andres grænser og ved at sætte grænser. Derudover har mange af vores elever været udsat for overgreb og elevgruppen er qua deres diagnostiske profil mere udsatte for vold, herunder psykisk vold og overgreb, end jævnaldrende. På kurset er eleverne blevet undervist i psykologiske og fysiske grænsesætningsteknikker samt basalt selvforsvar. Målet er, at eleverne efter endt forløb vil være bedre rustet til at sætte grænser for sig selv og bedre kunne aflæse og respektere andres grænser. Fordi eleverne lærer at forsvare sig selv fysisk, vil det give dem større grad af selvsikkerhed og mindske deres angst. På den måde vil de få et styrket selvværd, og give dem mulighed for at udstråle mere selvsikkerhed, og i sidste ende mindske risikoen for at blive udsat for overgreb,” siger hun.

Tirsdagens undervisning bestod i praksisnære overgrebssituationer, men først efter en grundig opvarmning, hvor eleverne gik rundt på en stor indendørs måtte og daskede og nev hinanden. Bare det at skulle tåle, at et andet menneske dasker til en, satte en masse i gang hos Lærke.

Fortsættes under billedet

”Det føltes en anelse grænseoverskridende, men det var med til at skabe en stemning, så vi nemmere kunne gå i gang med de mere tekniske øvelser. Jeg synes, jeg har lært rigtig meget, og bare det at have trænet med drenge, der er meget større og stærkere end mig, og stadig føle, at jeg kan slippe ud af en eventuel ubehagelig situation, har været rigtig rart. Noget af det vi lærte, var også hvordan man først skal sige fra, gerne meget tydeligt, også gerne råbende, og først, hvis det ikke virker, så skal man gå til hårdere metoder,” siger Lærke og fortsætter:

”Hvis der i dag kom en og ville føre mig væk, for eksempel ved at tage fat i mine håndled, så ved jeg nu, hvordan jeg skal slippe fri, også selvom de holdt virkelig godt fast. Og det virker. I det hele taget, så har jeg nu teknikkerne til at håndtere det, hvis der er nogle, der går over mine grænser. Det har været et virkelig fedt forløb, også rent klassemæssigt for man lærer hinanden at kende på en helt anden måde end i hverdagen. Nu har vi prøvet en masse ting, som at skulle holde hinanden om halsen. Det har været grænseoverskridende, men der har hele tiden været en god stemning, og det har gjort at vi er kommet tættere på hinanden, og der er blevet udvisket noget afstand mellem os. Det har været rigtig fedt at komme tættere på sine klassekammerater, også selvom man kommer hjem med sved på panden og ømme muskler.”

Det har været Lærkes klare indtryk, at alle deltagerne havde det sjovt, og fik mange nye værktøjer med hjem.

”Der var meget grin og sjov, og jeg er overbevist om at vi alle gik fra ugens Krav Maga med en meget mere selvsikker fornemmelse, end da vi kom.”