På Behandlingsskolerne er den sundhedsfaglige behandling en integreret del af den samlede behandlingsindsats, og derfor har vi valgt at have vores egen børnelæge.
Vores børnelæge kommer rundt på vores skoler, hvor konsultationer kan ønskes af både forældre eller de ældste elever selv.
Mange af vores elever har haft det svært psykisk, og ofte har det somatiske ikke ligget øverst på prioriteringslisten. Det kan være fordi det har været for svært for eleven at tage hen til lægen, og der kan derfor være en tendens til at en del af vores elever er underdiagnosticerede og underbehandlede i det somatiske system.
Derfor er vi meget glade for, at vi har vores egen børnelæge, for på den måde kan vi tilbyde alle vores elever den korrekte somatiske hjælp på en måde, så det giver mening for dem.
Siden den 7 august har børnelæge Anna Katrine Thielberg været ansat som børnelæge på Behandlingsskolerne, og hun har allerede mærket, hvor stor en forskel hun kan gøre.
”Jeg har allerede været rundt på flere af skolerne, og har undersøgt elever, der kan være svære at få herind på Nitivej. Det har været meget fint, for jeg kan bruge sygeplejerskernes lokaler, hvor der både er skrivebord og synstavle og i det hele taget en fin sundhedsfaglig ramme,” siger hun og fortsætter:
”Det giver lidt af et boost til selvtilliden som læge at komme ud til elever, der er så nervøse for at komme til læge, at de ikke er blevet undersøgt i meget lang tid eller som på grund af angst for at fejle noget alvorligt, ikke har fulgt børne vaccinationsprogrammet. Når jeg så kommer ud til dem, og kan punktere deres forestillinger om at fejle noget alvorligt, så bliver de så glade. Som læge er jeg skolet til at screene sundhed og sygdom ud fra det eleven fortæller og som jeg ser og hører, og jeg kan mærke dem på mave eller halsen, og det meste kan jo screenes uden at det gør ondt. Noget af det mest fantastiske her er det tværfaglige samarbejde med primært sygeplejerskerne og psykologerne, som jeg synes fungerer rigtig godt. ”
En dybere mening
Anna Katrine Thielberg arbejder deltid hos Behandlingsskolerne, for hendes hovedarbejdsplads er på børneafdelingen på Holbæk Sygehus, og det skifte bekommer hende rigtig godt, for hun har brug for at sætte valuta ind på sin mentale udfordringskonto.
”Jeg er læge fordi jeg gerne vil være med til at højne sundheden, og jeg kan sagtens se en dybere mening i at være på Behandlingsskolerne. Det giver mig et mentalt og fagligt indspark, som jeg ikke kan få andre steder. At det kun er deltid, passer mig også rigtig fint, for jeg skal også ud at have med lidt mere komplekse sager at gøre. Det kan godt være, at det lyder mærkeligt, men jeg har brug for også at se og hjælpe nogle rigtig syge børn. Som læge skal man hele tiden kunne manøvrere mellem det, der er meget komplekst og det, der ikke er. Det er den vekselvirkning, der gør det spændende.”