For fem år siden gik en speciel dreng ind ad døren på skolen Fyrtårnet i Vanløse, en del af Behandlingsskolerne.
Det siger 22-årige William Elmark, når han skal beskrive sig selv, da han første gang skulle forholde sig til at være elev på Behandlingsskolerne.
”Jeg var en dreng, der havde meget store tanker om mig selv. Jeg havde nok et noget urealistisk blik på mig selv. Det vigtigste for mig var at leve et så “normalt” ungdomsliv som overhovedet muligt. Jeg var lige flyttet på et bosted i Vanløse, og da jeg blev præsenteret for Behandlingsskolerne, havde jeg det sådan lidt: “Helt ærligt, der ligger en helt almindelig folkeskole tæt på, kan jeg ikke bare gå der?” “Jeg ville så gerne bare være normal.”
Når man spørger William til hvordan hans ungdomsliv så ud, før han blev 15 år, så maler ordene gråtoner frem.
”Det kan diskuteres om jeg havde et normalt ungdomsliv. Jeg er ikke, som mange andre unge, opvokset med gode venner og en tryg hjemlig base. Da jeg var omkring 12 år, var jeg en dreng, der havde stor glæde af at lave mærkelige videoer til sociale medier, ligesom jeg gør nu. Til min 14-års fødselsdag, var der nogle af de andre børn, der viste min mor de videoer jeg havde lavet. Da gæsterne var gået hjem, kom hun ind til mig og sagde, at jeg skulle vide, at jeg gjorde mig selv til grin, at de andre børn bare grinte af mig og at jeg nu havde to valg. Jeg kunne vælge at beholde telefonen og så miste den for altid eller aflevere den til hende og få den igen, men ikke noget om hvornår. Jeg valgte at beholde den og jeg så den først igen mange år efter,” siger han.
Videre herfra
”Det lyder måske ikke af det store, men det var det for mig og jeg trak mig mere og mere fra fællesskabet og blev meget ensom,” siger han.
Williams problemer eskalerede i løbet af de næste par år. Vennegruppen begrænsede sig til nogle gymnasiedrenge, der blot var interesseret i at få ham til at gøre mindre smarte og kriminelle ting, og hans mentale tilstand blev så dårlig at indlæggelse blev nødvendig.
“Jeg lavede mange dumme ting. Jeg selvskadede hver dag og havde ingen venner. Jeg havde det både skidt derhjemme og i skolen, og var egentlig mest optaget af hvordan jeg kunne begå selvmord.”
Den dystre tid kulminerede med, at hans mor anmeldte ham til politiet, da hun opdagede at han stod bag brandstiftelse.
“Hvis hun ikke havde gjort det, ville jeg nok ikke være her i dag,” erkender William.
Behandlingsskolerne blev et vendepunkt
Det var en hård tid.
Så kort beskriver William de identitetsskabende ungdomsår, og når han går i detaljer, så fortæller han en historie som ingen ung bør kalde sin.
”Min mor synes jeg var for farlig at have derhjemme. Jeg tror hun var bange for mig, og jeg havde mange selvmordstanker. Det blev besluttet, at jeg skulle indlægges på psykiatrisk afdeling, hvor jeg var i over et halvt år. Det er en periode, der nærmest er slidt ud af hjernen på mig.”
Efter indlæggelse på psykiatrisk afdeling kom han på et bosted, og selvom han fortsat havde det rigtig skidt, og var udadreagerende, så var han glad for sit nye hjem, hvor han fik overskud til at begynde at tænke sig ind i en skolesammenhæng igen.
”Min kontaktperson var meget klar på, at jeg skulle starte langsomt op med få timer, mens jeg meget hellere bare ville i gang med fuldt skema og fuld tid. Det blev til et kompromis, hvor jeg startede i 8.klasse med 10 – 12 timer om ugen. Set i bagspejlet, så gik det lidt for hurtigt, men jeg var urealistisk i forhold til min formåen. I begyndelsen havde jeg mange skænderier med mine lærere, jeg var udadreagerende, kastede med stolene og kom op at toppes med de andre. Pædagogerne på Behandlingsskolerne var dog rigtig gode til at passe på mig og til at tale mig ned. Det sætter jeg meget stor pris på i dag. Det gik rimelig hurtigt, før jeg fik det bedre, og fra 9.klasse begyndte jeg at få nogle gode venner i klassen. Det blev mig og gutterne. Det var en helt ny, men dejlig, fornemmelse, for jeg havde helt glemt hvordan det var et have en rigtig ven.”
Tog toppen af vreden
William er klar i mælet, når han skal forklare, hvad det var, der gjorde Behandlingsskolerne til et godt sted for ham.
”Der var mange positive ting ved Behandlingsskolerne. Det første der falder mig ind, er rummelighed. De pædagoger, lærere, og andre medarbejdere der er der, kan virkelig rumme meget. Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg kunne rummes, også selvom jeg virkelig havde mange udfordringer. De var voksne, der var rigtig gode at tale med, og som havde fokus på, hvad man kan gøre, før man kommer op i det røde felt. De tog toppen af vreden, og var i stand til at forklare mig strategier jeg kunne bruge, i stedet for at slå og kaste med stole.”
Unge mennesker med behov for ekstra hjælp er tit bisætninger i politiske kampe for at få hevet penge ud af specialområdet, men når man graver lidt i de politiske dagsordner, så befinder der sig unge mennesker med store og konkrete lidelser.
”Min ungdom var en tid, hvor jeg blandt andet udviklede voldsomme tvangstanker. Jeg var nærmest bange for mig selv. I en periode blev jeg mindre og mindre social, og jeg havde dagligt selvmordstanker. På et tidspunkt var de nødt til at have dobbelt nattevagt på det bosted jeg boede, fordi de var bange for at jeg ville gøre alvor af at begå selvmord. Sådan er det gudskelov ikke længere,” siger han og fortsætter:
”Efter Behandlingsskolerne kom jeg på et STU-forløb. Jeg ville hellere have været i gymnasiet, men når jeg ser tilbage, så var STU det rigtige for mig på det tidspunkt.”
Derefter tog Williams behov for at slå ind på det han opfattede som en normal ungdoms løbebane for alvor fart, og han søgte om at komme på den 2-årige HF-uddannelse.
”Jeg kunne nok godt have brugt et år mere, men jeg tog en HF ASF(der er en særlig HF-klasse for personer, der har en diagnose på autismespektret, som vurderes til at have kompetencerne til at kunne gennemføre en HF på to år, red.), og jeg gennemførte. Særligt det sidste halve år var virkelig hårdt. Men, det vilde og det virkelig fede er, at jeg bestod og gennemførte, selvom ingen troede på at jeg kunne. Jeg var flere gange på nippet til at give op, men jeg gjorde det ikke. Den dag jeg stod med eksamensbeviset, var nok den største dag i mit liv.”
Tør drømme voksendrømme
William fortæller, at han i dag tydeligt kan mærke, at hans syn på tilværelsen har ændret sig radikalt.
”Mit mindset har ændret sig, og for mig har det handlet om at lære at leve med min diagnose. Jeg er et godt sted, hvor jeg har mennesker omkring mig som både stoler og tror på mig. Før var det kommunen, der var inde over, nu er det mennesker, der vil mig for den jeg er. I dag tør jeg stå ved, at jeg godt kan lide at lave sjov content til de sociale medier, hvor jeg også er med til at dele svære emner som homoseksualitet, selvmordsforsøg og viden om psykiatriske diagnoser. Jeg har en del unge følgere på mine platforme, og det giver et stort ansvar.”
Særligt nye venskaber har givet ham brugbare argumenter for at holde sig fra barndommens drengestreger, og nu er der åbnet en ladeport for drengetidens muligheder og drømme.
”Hvis du for otte år siden havde sagt, at jeg ville være her, hvor jeg er i dag, så ville jeg ikke have troet på dig. Slet ikke. Så jeg ved i dag, at der kan ske mange ting på relativt få år. Men jeg har tydelige drømme for fremtiden. Jeg vil være færdig med min nuværende uddannelse som social- og sundhedsassistent, og så vil jeg gerne have et deltidsarbejde, så jeg samtidig kan lave content og film. Jeg er også begyndt at tænke på at stifte familie. Mange af mine venner er i 30erne, og de får børn i øjeblikket. Ønsket om at få børn smitter, synes jeg, men først skal jeg være færdig med min uddannelse, og så skal jeg også lige finde den rigtige at få børn med,” siger han.