Behandlingscenteret

Krop og sind følges ad​

Som det eneste dagbehandlingstilbud i Danmark har Behandlingsskolerne sit eget behandlingscenter som en integreret del af vores samlede behandlingsindsats. Her er ansat sundhedsfagligt personale bestående af sundheds- og sygeplejersker, psykolog med speciale i børnepsykologi, ergoterapeut, børnelæge, samt børne- og ungepsykiater.

I behandlingscenteret kan vi håndtere somatiske (kropslige) og psykiatriske undersøgelser og behandling uden, at vores elever skal ud af deres kendte og trygge ramme. Vi oplever, at det at have vores behandlingscenter er en unik ressource, som alle vores skoler og tilbud kan trække på.

Behandlingscenteret består af tre enheder:

Vi fokuser på dit barns sundhed og forebyggelse ved at tilbyde en forebyggende helbredsundersøgelse af sygeplejersken som er tilknyttet på elevens skole. Under denne undersøgelse gennemgår vi dit barns helbred og eventuelle symptomer. Vi ser f.eks. på vaccinationsstatus, allergier, spise-, drikke- og søvnmønstre. Vi tjekker også syn, hørelse, huden, eventuelle smerter, motoriske færdigheder samt vægt og højdeudvikling. Vi er også opmærksomme på aspekter omkring elevernes hygiejne, pubertet og seksualitet.

Ud fra samtalen aftaler vi i samarbejde med elev, forældrene og skole, hvilke somatiske fokuspunkter eleven har. Det vurderes, om der er brug for et målrettet somatisk forløb for eleven, f.eks. i forhold til søvn eller hygiejne, samt laver plan for hvornår sundheds- / sygeplejersken sammen med eleven kan opstarte forløbet. Forløbet vil altid tilrettelægges individuelt.

Det er vores erfaring, at alternative legemetoder til behandling, og individuelt tilpassede forløb kan være særligt effektfuldt. Vi er optaget af at bruge nye ideer og metoder for at støtte hver elev.

Ved behov har vi også mulighed for at tilbyde konsultation hos vores børnelæge, hvilket vi oplever giver stor mening ift. de elever, der har behov for at blive set, men af forskellige årsager ikke kan komme til egen læge.

Ergoterapeut kan udarbejde sanseprofil
Mange af vores elever med f.eks. autisme eller ADHD oplever forskellige sanseforstyrrelser, der kan være udfordrende og begrænsende for dem. Vi kan tilbyde udarbejdelse af elevens sanseprofil. Profilen beskriver, hvilke sanseinput eleven har høj eller lav tolerance overfor, så vi kan identificere, hvilke sanser eleven bliver overstimuleret af, og hvilke sanser eleven ikke mærker så meget.

Det vi vil lære vores elever
Vores mål er at ruste eleverne til at kunne træffe sunde valg, øge deres kropsbevidsthed, selvværd og tryghed ved egen krop. Elever med psykiske udfordringer kan have forsinket motorisk udvikling. De kan derfor have brug for at få indsigt i deres krops udvikling for at kunne forstå og acceptere, hvorfor og hvordan kroppen udvikler sig.

Vi arbejder på at styrke elevernes evne til at handle hensigtsmæssigt, f.eks. i forhold til hvordan og hvornår de skal søge hjælp hos læge, samt lærer dem at have en hensigtsmæssig adfærd i relation til seksualitet, euforiserende stoffer, søvn, vægt og motion, samt hvorfor det er vigtigt at blive i relevant medicinske behandling, i den periode de har brug for og gavn af medicinsk behandling.

Tæt samarbejde med forældre
For at sikre optimal behandling og støtte til eleven samarbejder vi tæt med forældrene og yder støtte ved, at eleven:

  • går til regelmæssig tandlægekontrol
  • følger sit vaccinationsprogram
  • modtager den anbefalede behandling mod en kronisk somatisk lidelse
  • overholder tider hos egen læge
  • møder op til eventuelle kontroller hos speciallæger eller hospitaler
  • får taget de nødvendige blodprøver
  • og familie får tilbud om støtte ved behandling i den regionale psykiatri, herunder evt. akutte indlæggelser.

Ekstra fokus på pubertets- og seksualvejledning
Vi prioriterer at give vores elever den puberts- og seksualvejledning de har brug for og ret til, derfor er halvdelen af vores syge/sundhedsplejersker uddannet seksualvejledere.

Elever med overvægt og inkontinens
Vi har oprettet 2 små ambulatorier med særlig fokus på henholdsvis overvægt og inkontinens. Vi kan derfor tilbyde de elever, der har udfordringer med disse problematikker målrettet hjælp fra vores sundhedsfaglige personale, der har specialeerfaring og uddannelse inden for disse områder.

På Behandlingsskolerne har vi et internt psykiatrisk ambulatorium for at støtte vores mest sårbare elever og familier. Her kan eleverne tilbydes medicinsk behandling i relation til deres diagnose og symptomer. Visitering til psykiatrisk ambulatorium sker internt hos os.

Børn og unge med psykiatriske diagnoser får ofte medicin i kortere eller længere tid. Flere undersøgelser viser, at f.eks. ADHD-medicin kan give børn med ADHD bedre skoleresultater og at tidlig diagnose og behandlingen er afgørende.

Det er vores fastansatte børne- og ungdomspsykiater, der sammen med de lokalt tilknyttede autoriserede sundhedspersoner i ambulatoriet, der følger den enkelte elevs medicinske behandling.

Det er altid efter aftale med forældre, når en psykiater ændrer eller igangsætter en medicinsk behandling.

Vi samarbejder desuden med regionens psykiatri omkring de elever, der har svært ved at komme til de aftalte medicinske kontroller på regionens ambulatorier.

Omhyggelig forberedelse
Vi er grundig forberedt på elevens tidligere udredning og eventuelle medicinske behandling inden det første medicinmøde. Familien og eleven bliver grundig informeret om den medicinske behandling og sammen beslutter vi, hvad der er relevant behandling for den enkelte, med forståelse for, at behovet kan skifte over tid.

Elev, familie og skole informeres grundigt før opstart af medicin i forhold til valg af medicin, forventet virkning, bivirkninger samt optrapningen opfølgning, tilskud og priser.

Vi overholder alle retningslinjer og vejledninger, holder os opdaterede om viden og forskning på området, så vi kan levere den bedst mulige rådgivning.

Let tilgængelige
Vi forstår, at det kan være en stor og alvorlig beslutning at skulle give sit barn medicin.

Derfor stiller vores erfarne sundheds- og sygeplejersker sig til rådighed for både forældre, elev og personale mellem konsultationerne – f.eks. ved bekymring eller mistanke om bivirkninger, brug for recepter med mere. Vi er lette at kontakte på både opkald, sms, mails og har også vagtelefon der kan bruges ved akut behov i weekend, aftner og ferier.

I vores udredningsenhed tilbyder vi intern udredning af de elever, som har brug for en forstærket indsats omkring udredning for eventuelle psykiatriske diagnoser. Vi tilbyder ofte udredning, hvis en elev ikke tidligere er udredt, eller hvis der er behov for en supplerende udredning eller revurdering. Visiteringen til dette tilbud sker internt hos os.

Det er vores fastansatte psykolog, der er specialist i børnepsykologi speciale i børnepsykologi, som gennemfører udredningerne i tæt samarbejde med vores børne- og ungdomspsykiatere. Vi sætter aldrig en udredning i gang, før det er aftalt med forældrene og sagsbehandleren.

Fordelen ved interne udredninger er, at de giver os mulighed for at inddrage observationer f.eks. ved undervisning, ved miljøterapeutiske aktiviteter, under transport og under måltider. Og vores tætte samarbejde med vores pædagogiske personale betyder, at vi har nem adgang til supplerende viden om elevens hverdag og udfordringer. Det sikrer en hurtig og effektiv indsats.

Vi målretter vores behandling og pædagogik til den enkelte elev på baggrund af de udredninger, som er foretaget enten internt af os eller af eksterne børnepsykiatriske afdelinger.

Chef for Behandlingscenteret
Søs Føhns