Kaisa Exner identificerer sig som nonbinær og ønsker at blive omtalt med de personlige pronominer De/dem/deres. De er tidligere elev på Behandlingsskolerne.
Ordene kommer med en susende hast, og de hænger elegant sammen i sætninger, der vidner om menneskelig dybde, indsigt og stor tro på fremtiden.
Sådan har det ikke altid været for 20-årige Kaisa Exner, der har et ungdomsliv malet med mobning, angst, spiseforstyrrelse og en konstant fornemmelse af slet ikke at høre til nogle steder.
Kaisa gik i en almindelig folkeskole fra 0. – 6.klasse, var igennem otte år passioneret korsanger, bidt af amatørteater, holdt af sin familie og ville bare gerne høre til.
I skolen var det tiltagende svært, for selvom de gjorde hvad de kunne for at være en god klassekammerat, var deres anderledes hed benzin på mobningens hadske bål.
”Jeg havde måske et grin, der lød lidt anderledes, og jeg havde svært ved at forstå de sociale normer i klassen, og det gjorde mig til et nemt offer for mobning,” fortæller de og fortsætter:
”Jeg tror egentlig at min historie er en meget klassisk fortælling om et ungt menneske, der først sent i sin ungdom bliver diagnosticeret med autisme. Jeg havde det ikke godt i skolen, og kun få uger efter vi startede i 7.klasse, skiftede jeg skole. Jeg kom på en skole, hvor jeg ikke blev mobbet, og her, i 7.klasse, kunne jeg for første gang i min skoletid puste ud, og mærke mig selv. Det var første gang i mit liv, at jeg rigtig kunne mærke efter. Resultatet blev desværre en belastningsreaktion, og en tid, hvor jeg gik ned med stress og depression, blev selvmordstruet og fik en spiseforstyrrelse.”
Tæt på juleferien i 7.klasse måtte de give op. De kommende terminsprøver pustede angstens flammer til et altomsluttende bål om deres liv.
”Jeg fik daglige angstanfald, hvor jeg i timevis ikke kunne andet end ligge grædende på gulvet. Jeg havde mere og mere fravær, og en dag stoppede jeg simpelthen bare med at komme i skole.”
Kaisas fortælling fra dengang, er en monoton beskrivelse af den grå hverdag, hvor deres ”vækkeur” blev skraldebilerne på gaden og ellers slidsomme dagtimer, der gik med at se tv, spille computerspillet Sims og et par gange om måneden samtaler med en kommunal sagsbehandler.
Det var også en tid, hvor de blev diagnosticeret med autisme, angst, depression og flere andre udfordringer, og selvom de hele sit liv havde følt sig anderledes, mærket udmattet heden ved at forstille sig som neurotypisk, så var deres gode begavelse og veltalenhed et dagligt benspænd for at blive forstået.
”Jeg ved godt, at jeg er ekstremt god til at sætte ord på mit liv. Det har jeg også øvet mig på igennem hele livet, men det er også en af grundene til, at det tog så lang tid før jeg fik min autisme diagnose. Når jeg var til udredning, så kiggede de på mig, og sagde. Det kan ikke passe, for du er alt for god til at formulere dig. At være velformuleret, har været mit skjold, men det har ikke gjort det nemmere for mig. Hvis jeg bare kunne kommunikere mig igennem alle de her neurotypiske mennesker, som jeg i bund og grund slet ikke forstår, så kunne jeg nok godt kravle mig igennem. Men det er hårdt.”
Vendt helt på hovedet
Et år uden skolegang, og med et ungdomsliv, der var forvandlet til en daglig kamp mod bidske selvmordstanker, angst, spiseforstyrrelse og en fornemmelse af ikke at vide, hvem de var, fik Kaisa en hjælpende hånd fra kommunen.
De blev henvist til en plads på Behandlingsskolerne, og det vakte gehør hos dem, særligt fordi storesøsteren år før var blevet henvist til en anden behandlingsskole, også med autisme diagnose og langvarigt skolefravær.
”Efter ikke at have været i skole i et helt år, kom jeg på Polaris Vanløse, hvor jeg startede i 9.klasse. Det var lidt voldsomt at skulle tilbage til en skole hverdag, men efter kort tid fungerede det. Jeg fik en hverdag igen, og det var som om det hele blev vendt positivt på hovedet. Det var det vigtigste og bedste, der kunne være sket for mig på det tidspunkt,” siger de og fortsætter:
”På skolen mærkede jeg hurtigt, at der var en forståelse for mine behov. Til en start havde jeg ikke ret mange fag, men jeg blev hele tiden udfordret, og fik en mulighed for at få en skole hverdag tilbage. Det var rigtig, rigtig rart, og jeg satte særlig stor pris på de meget små klasser, hvor vi kun var seks elever i klassen. Jeg startede samtidig med en pige, der blev min gode ven, og det var ganske særligt, for jeg havde ikke haft en ven i flere år. En af de små ting, jeg satte meget stor pris på, var, at vi havde vores eget skrivebord i klassen, som jeg kunne dekorere lige som jeg ville. Det betød, at jeg fik sat en masse kunstige planter op, og i det hele taget fik organiseret mig ret hyggeligt.”
Når Kaisa ser tilbage på tiden på Polaris, så står der positivt over de fleste af deres sætninger.
”Der var altid en pædagog vi kunne henvende os til i klassen. Det var utrolig rart at have en voksen person, der ikke havde faglige forventninger jeg skulle leve op til, men som bare var der for at støtte mig. Det gav mig ro. Skolen var en ældre villa, og det betyder at der er mange hjørner og steder, hvor man kunne sætte sig, når der var brug for det, og så kunne jeg drikke så meget kaffe jeg ville. Det fungerede bare rigtig godt for mig.”
I kølvandet på, at Kaisa vandt sin aktive ungdom tilbage, fulgte desværre også en usund kæresterelation, men blandt skolens lærere, var der en højdespringer af positive erfaringer.
”Jeg kunne vældig godt lide lærerne på Polaris, men særligt vores tysklærer stak positivt ud. Hun var det sødestes menneske, og ubetinget den bedste lærer jeg nogensinde har haft. Hun havde en fornem forståelse for, hvad hun kunne forvente af os, og så tilrettelagde hun undervisningen efter det. Jeg håber virkelig, at der stadig er nogle, der nyder godt af hendes måde at undervise på.”
Kaisa fik hurtigt genoprettet sin faglige selvtillid, og trods langvarigt skolefravær, var de efter 9.klasse egentlig klar til at komme videre i uddannelsessystemet. Men ikke socialt, og derfor fortsatte de i 10.klasse på Polaris, hvilket de beskriver som en nødvendighed, og selvom skoleåret ramlede lukt ind i coronanedlukninger, så var der mange gode ting at bygge håb for fremtiden på.
”Det var selvfølgelig et tilbageslag for mange af os, da samfundet lukkede ned. Forestil dig, at være et ungt menneske, der netop har genvundet troen på skolen, fået nye venner og muligheder for at være social efter langvarigt skolefravær, og så skulle risikere at miste det hele. Lærerne og pædagogerne var dog rigtig gode til at holde os engagerede, de lavede aktiviteter for os på instagram og discord, og gudskelov lykkedes det os at kunne holde en fysisk dimission efter 10.klasse. Det satte jeg meget stor pris på.”
Når Kaisa ser tilbage på sin tid på Polaris, popper mange oplevelser op, de fleste gode og udviklende, og særligt en ting, står som en epokegørende højdespringer.
”Jeg er så taknemmelig for, at jeg fik mulighed for at tage et dykkercertifikat på Polaris. Det bestod af et tre måneder langt forløb i Danmark, og blev afsluttet med eksamen i Egypten. Det er noget af det vildeste jeg har oplevet. Jeg havde så svært ved at mærke min krop, jeg havde lidt af selvskade, og så lå jeg pludselig der under vandet, hvor hele min krop blev presset sammen og det eneste jeg kunne mærke, var min egen vejrtrækning. Det var en magisk oplevelse, og gav mig et nyt syn på livet og ikke mindst på min krop. Det var en af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har haft, og den er jeg meget taknemmelig for.”
Venskabets kode blev brudt
At være ung med psykiske udfordringer, at miste fodfæstet i skolesystemet og at bakse med at skulle leve op til andres forventninger, er en stenhård kamp, der er formet i stor ensomhed.
Også for Kaisa, og derfor står særligt etableringen af en fast vennegruppe, der kaldte sig selv for The Basement Cult, som mødtes til gyserfilm og pizzaspisning, noget af det, der satte dybe positive spor i deres sind.
”Da jeg en dag kom hjem og spurgte min mor om jeg måtte have nogle venner på besøg, blev hun så rørt at hun græd. Det var første gang i to år, at jeg havde venner på besøg, og hun var så taknemmelig på mine vegne,” siger Kaisa.
Dagens Kaisa er historien om en ung kvinde, der ved, hvad hun vil, og som tør sige sine drømme højt.
”Jeg går på HF inklusion, og det er ikke for at prale, men jeg får lutter 10. og 12.-taller i alle fag. I det hele taget tør jeg nu mærke, hvor fagligt motiveret jeg er, og jeg er ret sikker på, at jeg vil læse humaniora på universitet.”
Vejen dertil har været brolagt med udfordringer, men i dag er Kaisa et godt sted i sit liv med en omsorgsfuld kæreste og gode venner, men det var ikke givet, at det skulle gå på den måde for hende.
”Det er utroligt for mig selv at opleve hvor langt jeg er kommet fra at være et skræmt barn i psykiatrien, hvor jeg ikke troede på hverken uddannelse eller et liv, der var værd at leve, til i dag, hvor så mange muligheder er åbne for mig.”